Om netværket
Dansk Fagligt Netværk for Dobbeltdiagnose er et netværk for professionelle eller organisationer med faglig interesse for dobbeltdiagnosticerede mennesker. Netværket består af en bred vifte faglig ekspertise og professioner, der arbejder for at fremme tværfagligt, organisatorisk og tværsektorielt samarbejde.
Dette gøres gennem uddannelse, temadage, forskning og konferencer, for at udbrede kendskabet til dobbeltdiagnose-området. Vi ønsker at gøre behandlingsmulighederne og tilbuddene bedre for mennesker med dobbeltdiagnose. Dansk Fagligt Netværk for Dobbeltdiagnose samarbejder med andre organisationer med samme interesseområde internationalt, såvel som nationalt.
Er du eller din organisation interesseret i at blive medlem, modtager vi meget gerne din henvendelse.
Netværkets historie
I det der dengang hed Team for Misbrugspsykiatri ved Psykiatrisk Hospital i Risskov, havde man i flere år ønsket at starte et Dansk Netværk for Dobbeltdiagnose. Ideen med netværket var i første omgang at få kontakt med alle dem, har interesse for og arbejder med de dobbeltdiagnosticerede. I forbindelse med den danske kongres – Beat the Dragon – var det naturligt, at se om dette ønske var bæredygtigt udover egne rækker. Erfaringer fra vores nordiske netværkspartnere, Norge og Sverige, har været, at netværksskabelsen har været en utrolig styrke for dobbeltdiagnose arbejdet.
Tvivlen om, hvorvidt der var basis for et Dansk Netværk var dog helt unødvendig. Der var i alt 79 mennesker eller institutioner, der meldte sig til det danske netværk på kongressen. Senere er der kommet mere end 40 mere til, så vi i dag er oppe på omkring 130 personer eller institutioner fra alle dele af behandlingssystemerne.
Vi har alene sat dette projekt i værk, fordi vi mener, at et dansk netværk for dobbeltdiagnose er af stor vigtighed for det fremtidige arbejde indenfor dobbeltdiagnose området.
Hvis du vil orientere dig omkring vores policy og vores grundlæggende bevæggrunde for eksistens, skal du kigge i vores vedtægter herunder.